På Hyldgårdsskolen tror vi på, at børn lærer bedst, når de trives, og at trivsel styrkes, når de oplever faglige succeser. Derfor arbejder vi målrettet med både det sociale og det faglige fællesskab, så alle elever kan føle sig trygge, værdsatte og motiverede i deres skoleliv.
Vi ser trivsel og faglighed som to ligeværdige og uadskillelige elementer i et godt skoleliv. Når elever oplever glæde og tryghed i hverdagen, styrkes deres lyst til at lære, og når de lykkes fagligt, vokser deres selvtillid og sociale trivsel.
Et stærkt og systematisk trivselsarbejde
For at sikre en sammenhængende og målrettet indsats har Hyldgårdsskolen nedsat et trivselsteam. Teamet består af skolens ledelse, AKT-lærere, medarbejderrepræsentanter fra alle afdelinger samt en ekstern konsulent. Sammen koordinerer de trivselsarbejdet og understøtter årgangsteams og medarbejdere i den daglige praksis.
Trivselsteamet arbejder med afsæt i skolens værdigrundlag og anti-mobbestrategi, som tilsammen danner rammen for en kultur præget af respekt, omsorg og fællesskab.
Konkrete indsatser i hverdagen
Vi arbejder med en række faste og gennemprøvede indsatser, herunder:
- Relationsafdækning, mentorordninger og elevsamtaler
- Trivselsmålinger og stærke overleveringer
- Fællesskabsdage og sociale aktiviteter på tværs
- Løbende udvikling af nye prøvehandlinger, der styrker både det sociale og faglige fællesskab
Alle medarbejdere arbejder ud fra en trivselshandleplan, som er målrettet den enkelte årgang og klasse. Handleplanen består af små, konkrete mikrohandlinger, der afprøves, evalueres og justeres løbende. På den måde sikrer vi, at trivselsindsatserne er virkningsfulde og relevante i den daglige undervisning.
Samarbejdet med hjemmet
Vi ser forældrene som helt centrale medspillere i børnenes trivsel. Et tæt og tillidsfuldt samarbejde mellem hjem og skole er afgørende for, at vi kan skabe trygge rammer, hvor eleverne oplever glæde ved at gå i skole, mødes med høje forventninger og føler sig som en værdifuld del af fællesskabet.
Derfor prioriterer vi løbende dialog, forældremøder med fokus på trivsel og et åbent samarbejde, når der opstår bekymringer – altid med barnets bedste for øje.