Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Om Hyldgårdsskolen

Velkommen til Hyldgårdsskolen

Hyldgårdsskolen er en folkeskole i Ikast-Brande Kommune, beliggende i den sydlige del af Ikast by. Vi indgår aktivt i lokalsamfundet og det er væsentligt for Hyldgårdsskolen at vise vores elever, at det er selvfølgeligt at tage et medansvar for det omkringliggende samfund. 

Skolen har små 600 elever fordelt på 0.-9. klasse, med 2-3 klasser på hver årgang. Efter skoletid har eleverne mulighed for at gå i SFO, hvor vi har to separate fritidstilbud; Fritidshjemmet (0.-1. klasse) og Klubben (2.-4. klasse). Fra 1. september til 1. april er det desuden muligt for eleverne i 5.-6. at gå i aftenklub om mandagen. 

Skolen har 55 lærere, 2 børnehaveklasseledere og 10 pædagoger ansat. For pædagogernes vedkommende er der tale om kombinationsstillinger, med tiden delt mellem undervisningstiden og fritidstilbuddet. Medarbejderne er organiseret i årgangsteam, som samarbejder tæt om undervisningens indhold, elevernes læring og trivsel, klasseledelsen og forældresamarbejdet. Der er et nært samarbejde mellem lærere og pædagoger, med afsæt i planlagt fælles forberedelses- og mødetid.

Hyldgårdsskolens ledelsesteam består af tre ledere, som varetager den samlede ledelse ud fra en funktionsopdeling. Ledelsen understøttes i opgaven af skolesekretæren, to pedeller samt koordinatorer i skolens afdelinger samt i fritidstilbuddet.

Skolen er bygget i 1979 og er afdelingsopdelt i Lillefløj (0.-2.), Mellemfløj (3.-6.) og Storefløj (7.-9.). Hyldgårdsskolen fremtræder velholdt og med et godt æstetisk miljø. Samtidig er skolen handicapvenlig, da den er bygget i ét plan med gode adgangsforhold til alle lokaler. Skolen råder over 2 haller, en gymnastiksal og gode faglokaler, og der er indrettet gode og rummelige medarbejderarbejdspladser i alle 3 afdelinger. Skolen har gode udearealer bl.a. med sportsplads, 4 multibaner og basket-kurve. Hyldgårdshallerne bliver også flittigt brugt uden for skolens åbningstid, hvor idræts- og fritidslivet blomstrer både eftermiddag og aften året rundt.