VI BÆRER - VI LÆRER - VI ER
Hyldgårdsskolens elever – og alle andre elever i den danske folkeskole – skal vokse op, uddanne sig, arbejde og leve deres liv frem mod år 2100. Der er mange ubekendte og usikre faktorer på den fremtidsbane, men vi ved at store temaer som klima- og biodiversitetsudfordringer og kunstig intelligens får kæmpestor betydning.
På Hyldgårdsskolen har både elever, bestyrelse og personale i en række møder henover det seneste års tid haft fokus på ”det særlige og umistelige ved Hyldgårdsskolen”, og dette er, sammenholdt med ovennævnte fremtidsperspektiver, udmøntet i et nyt og visionært udtryk for skolen, som balanceret dels beskriver det vi gør, men også sætter en retning for, hvad vi gerne vil.
Visionen udtrykker skolens forståelse af, at have blik for fremtiden, at skolens elever og voksne er lærende i fællesskab – og at Hyldgårdsskolen er en skole, hvor børn og voksne tager ansvar for sig selv, hinanden og den verden, vi alle er en del af.
”Vi bærer, vi lærer, vi er” dækker over begreberne bæredygtighed, læredygtighed og væredygtighed, og I vil støde på det visionære udtryk i forskellige sammenhænge fremover.